Peters tale ved Sines bisættelse søndag den 25. januar 2009:
1.
Jeg er gift med Sines søster Stinne. Jeg er far til to af Sines nevøer og til hendes niece.
2.
Da børnene fik beskeden om, at moster Sine var død udbrød vores datter Silje på 3 år: ”Så er hun blevet til en engel”. Malthe på 6 år, der ellers var meget præget af situationen, lyste op og supplerede: ”Så er hun kommet op til Oldemor Else og Betty.” Betty er min mors afdøde hund, som Malthe var rigtig glad for.
De to små var selvfølgelig kede af det, men at tænke på moster Sine som en engel varmede dem. Det holdt nu ikke så længe. Da de lidt senere skulle puttes, var de blevet bekymrede igen. Lige før vi skulle sige godnat, spurgte Silje: ”Far, kan engle snakke?” Hun var selvfølgelig blevet bekymret for, at man ikke længere kunne tale med moster Sine. Jeg svarede, at det troede jeg, at man kunne. Men storebror Malthe var ikke helt tilfreds. Han satte sig op i sengen og sagde: ”Silje, engle taler forskellige sprog, men nogle af dem snakker dansk.”
Så var der stille lidt igen indtil Malthe sagde: ”Nogle gange når man kigger op mod himlen og ser en stjerne, så er det måske en engel.”
Og sådan er det hjemme hos os: Sine er blevet til en engel. Hun er sammen med mange andre engle, bl.a. nogle der taler dansk, og der er også en enkelt hundeengel. Hvis man kigger op mod himlen en klar aften, kan man måske se Sine – i hvert fald kan man tale til hende og hvis man lytter godt efter, kan man høre, hvad hun siger.
3.
I dag søndag skulle vi have haft besøg af Sine. Hun skulle se sin nyfødte nevø for første gang. Vi havde glædet os til at se hende glad, smilende og solbrun. Hun ville have fortalt om sine oplevelser, hendes storesøster ville have frittet hende om kærligheden, og hun ville frem for alt have leget med børnene.
Sådan blev det ikke. I stedet er vi kommet til Fanø for at sige farvel. Det er svært at forstå og svært at finde trøst.
Den franske digter Colette har sagt, at: ”De mennesker som har fået mest ud af livet, er ikke dem, som har levet i hundrede år, men dem, som har levet hvert minut.” Det er banalt, men det er sandt. Sines liv blev alt for kort – hun blev slet ikke de hundrede år, hun skulle være blevet. Hvis der overhovedet er nogen trøst i denne forfærdelige situation, så er det, at hun om nogen var et af de mennesker, som levede hvert minut. Hun var aldrig på afstand af verden, hun var altid midt i den. Sine var glæden, hun var kærligheden, hun var livet.